Farven er udgangspunkt og styrende for udviklingen i mine malerier. Forestillinger, idéer yder modstand i arbejdsprocessen; der rejses spørgsmål, stilles forslag, afvises, foreslås, under indtryk af det (nær)værende og det fjernere, altid ulmende i rygmarven.
Motiverne og udtrykket varierer fra stærkt koloristiske abstraktioner over ekspressive landskaber og figurationer til umiddelbart genkendelige landskabelige indtryk og mariner.
Mødet mellem naturens tilstandsformer, fast, flydende og æterisk – sten, vand og luft – skaber udfordrende spændingsfelter, som spejlinger af menneskelige sindstilstande og temperamenter: overgange – brydninger – sammensmeltninger – farven og lyset.
Og dertil musikken: en dynamisk drivkraft til både at åbne for energien og – eftertænksomheden; den nødvendige balance mellem aktion og refleksion – at være i det og kunne træde et skridt tilbage.
Udstillinger bl.a.: HCU (cens. udst.), VKF (cens. udst.), Galleri Nybro, FUGA (Brøndsalen), Frb. Bibliotek, KAS-Gentofte, Niels Brock, Panum Instituttet, KTAS, Atelier 93, Blad REpro, Lærernes Hus, Berlingske Tidende, Belysningsvæsnet, Time/System Int., Dragør Rådhus.
Studierejser og -ophold i Frankrig, Spanien og Kroatien.
Salg til institutioner, virksomheder og private i ind- og udland. Medlem af kunstnersammenslutningen NYBRO siden 1991.